Nyhedsbrev dec. 2025
Kære alle
Vi står et historisk sted. Den Nationale Alliance – Beskyt natur, Bevar lokalsamfund – er nu officielt stiftet, og du kan melde dig ind og være en del af et stort og vigtigt fællesskab.
På ganske kort tid er vi blevet en stærk, tydelig og landsdækkende stemme, der samler mere end 170 grupper fra hele Danmark i kampen for mennesker, lokalsamfund, landskab og natur. En bevægelse der på rekordtid er blevet stærk og synlig.
For snart et år siden gik nogle gode folk sammen om at forestille sig en national alliance og se nu bare, hvad der er sket siden. Et landsmøde der ændrede alt – Silkeborg 21. september 2025
Da flere hundrede borgere og grupper mødtes i Silkeborg den 21. september, skete der noget bemærkelsesværdigt: For første gang stod bevægelsen samlet i ét rum. Her blev det tydeligt, at vi deler både problemer, erfaringer og mål – og at vi kun bliver stærkere, når vi står sammen.
Det landsmøde blev startskuddet til den organisering, der nu er blevet til en landsforening. Stiftende generalforsamling 1. november 2025 – nu er vi en landsdækkende forening Den Nationale Alliance blev officielt stiftet ved en velbesøgt generalforsamling i Thyregod.
Formand Henriette Toftegaard sagde det klart: “Vi oplever et voksende behov for, at helt almindelige borgere får reel indflydelse tæt på hverdagen. Med Den Nationale Alliance vil vi gøre modstanden synlig på nationalt plan og bygge bro mellem lokale kræfter gennem viden og handling – fra idé til indflydelse.”
Hjemmeside på vej
Vi arbejder på en national hjemmeside, som bliver samlingspunktet for hele bevægelsen. Her vil du snart kunne finde nyheder, arrangementer, fakta og argumenter, forskning, vejledninger og høringsmateriale, kontakt til arbejdsgrupper, kalender, medlemsinformation m.m. Vi vil gøre det lettere for alle at finde nyttige informationer. Det bliver et stærkt værktøj til både medlemmer og nye interesserede.
Mediernes fokus – både vindmøller og solceller er kommet på dagsordenen
Der har i efteråret været markant mediefokus på vindmøllestøj og især på landets store solcelleanlæg. Men også på biogasanlæg/pyrolyse med biokul. Flere journalistiske omtaler har sat spørgsmålstegn ved naturødelæggelse, mangelfulde miljøvurderinger, pres på borgere og lokalsamfund, manglende inddragelse, konflikter mellem landskab og industri.
Rundt omkring i Danmark fortæller borgere nu om ændrede levesteder, tab af udsigt, ødelagt natur og en planlægning, der ikke beskytter nok. Dette bekræfter vores fælles budskab: Danmark har brug for langt bedre beskyttelse af natur, mennesker og lokalsamfund. “Borte med blæsten” satte ild til debatten.
TV2’s dokumentar “Borte med blæsten” har skabt en nødvendig debat om sundhedsskadelig lavfrekvent støj og om de utilstrækkelige beregnings- og målemetoder, der stadig anvendes i Danmark. Dokumentaren viser tydeligt behovet for nye, uvildige og retvisende beregnings- og målemetoder, bedre lovgivning, stærkere beskyttelse af borgerne. Derfor kræver vi en total revision af vindmøllestøjbekendtgørelsen.
Kommunalvalgene – borgerne sagde NEJ
Valgresultaterne viste tydeligt, at borgerne i de VE-ramte og VE-truede områder sagde NEJ. Mange valgte kandidater og lister, der ønsker en grøn omstilling, som ikke tromler natur, mennesker og lokalsamfund. Flere steder er VE-projekter faldet eller begynder at vakle. Det er godt kæmpet.
Vi arbejder videre
Siden landsmødet i Silkeborg er vi vokset eksplosivt. På meget kort tid har vi skabt en bevægelse, som ikke længere kan ignoreres. Vi arbejder hårdt, vi arbejder sammen – og vi giver ikke op. Vores stærkeste kapital er vores stemmer.
Vores arbejde fylder i medierne, på rådhusene og på Christiansborg. For naturen. For landskabet. For mennesker. For vores lokalsamfund. For vores demokratiske rettigheder.
Bestyrelsen, arbejdsgrupperne og de mange lokale modstandsgrupper løfter nu i fællesskab – målrettet, effektivt og solidarisk. Vi har nu også fået en sekretariatsleder, der kan samle trådene og hjælpe med praktisk.
- Lokalt, hvor vi hjælper borgere med høringssvar, klager, naturdata og møder.
- Nationalt, hvor vi lægger pres på ministre, folketinget, styrelser og kommuner for bedre lovgivning, gennemsigtighed og retssikkerhed.
- Internationalt, hvor vi samarbejder om støj, naturbeskyttelse og borgerrettigheder, fordi problemerne går på tværs af landegrænser.
Bliv medlem – vi står stærkest sammen
Hvis du ønsker at være en del af en stærk, folkelig bevægelse, der står vagt om natur, mennesker og lokalsamfund – så meld dig ind. Vi glæder os til at byde velkommen til foreningen i starten af det nye år, hvor der kommer et nyt nyhedsbrev med info om tilmelding og link til hjemmesiden samt meget mere.
Del også gerne nyhedsbrevet med naboer, kollegaer, venner og grupper i dit lokalområde. Sæt kryds i kalenderen for vores første ordinære generalforsamling d. 19. april 2026, og så påtænker vi at lave en kick-off på Sjælland/Fyn i starten af næste år.
Tak for den enorme opbakning: uden jer ingen forening.
Som formand er jeg enormt stolt af alle jer, der kæmper og er med til at få tingene til at ske og gøre en forskel. Vi ønsker alle en rigtig god jul og godt nyt år.
På vegne af bestyrelsen i Den Nationale Alliance Formand Henriette Toftegaard
Email: dennationalealliance@gmail.com
Facebookgruppe: https://www.facebook.com/groups/1303208967443208
Facebookside: https://www.facebook.com/dennationalealliance